California inside-out maki
2017-02-08- Køkkentype:Japansk
- Ret:Forret, Hovedret
- Sværhedsgrad:Over middel
- Føj til favoritter
- Til: 2 personer
Denne efterhånden klassiske sushirulle blev opfundet i begyndelsen af 1970’erne af den japanske sushikok Ichiro Mashita, der ligesom mange andre havde søgt lykken i Los Angeles i USA. Han opdagede hurtigt, at det var svært at skaffe frisk tun i Californien, hvorfor han udskiftede tunen med avocado, der har lidt den samme konsistens. Derudover valgte han at lave rullen “inside-out”, fordi amerikanerne ikke brød sig om synet af den grønne nori-tang.
Ingredienser
- 3 dl sushi ris
- 3 stk noritang
- 1/2 moden avocado
- 6 crab sticks
- 1/4 agurk
- 3 spsk lyse sesamfrø
Fremgangsmåde
Trin 1
Forbered sushi risen. Del risen op i 6 portioner. Læg 1/2 plade noritang med den blanke side nedad på rullemåtten med den lange ende ud mod bordkanten. Fugt hænderne og fordel 1 portion ris i et jævnt lag ud over hele tangpladen. Læg husholdningsfilm over risen og vend derefter, så risen vender ned mod måtten og med tangen opad.
Trin 2
Skræl og skær advocadoen i tynde skiver og fordel en passende mængde i en smal bræmme på den del af rullen, der er tættest bordkanten. Fordel derefter 2 flækkede crap sticks og en tynd bræmme skrællet agurk.
Trin 3
Løft lidt op i den nærmeste ende af rullemåtten. Rul langsomt i en bevægelse væk fra kroppen, så tangen omslutter fyldet. Rul videre med et jævnt, fast pres og slip måtten og filmen efterhånden som rullen formes.
Trin 4
Hæld sesamfrøene ud på en stor tallerken og rul sushien i dem, så risene dækkes af et tyndt, jævnt lag.
Trin 5
Læg rullen over på et skærebræt med sammenføjningen nedad. Skær den i 4 lige store stykker med en våd, meget skarp kniv. Gentag med resten af ingredienserne. Server med soja, syltet ingefær og wasabi.
Bedømmelse
(3 / 5)
2 har bedømt denne opskrift