Boghvedepandekager med æg, skinke og ost
2017-11-10Jeg har længe villet lave boghvedepandekager, fordi jeg har haft en fornemmelse af at det var blevet ret hipt inden for pandekageverdenen, men jeg har bare ikke kunnet finde boghvedemel. Men så lykkedes det endelig i denne uge. I Føtex såmænd.
Nu er det jo ikke fordi boghvedepandekager er et nyt påfund. Det har man lavet i mange, mange år i Frankrig under navnet galette. Og efter en tur på fransk pandekagerestaurant i København blev jeg jo nødt til selv at prøve. Og så fandt jeg endelig min mel. Faktisk, fandt jeg ud af, er boghvede slet ikke en kornsort, men en slags nød. Og på fransk kalder man det sort hvede, uden at det på nogen måde er sort. Men nok om boghvede.
Jeg tænkte at min første boghvedepandekage skulle være helt traditionelt fransk med æg, skinke og ost. Og her kommer opskriften, som er virkelig simpel. Den giver ca. 12 pandekager.
Ingredienser
350 g Boghvedemel
10 g Groft salt (ca. 2½ tsk)
7 1⁄2 dl Vand
1 spsk Olie
1 Æg
12 Æg til fyldet
24 skv Skinke
200 g Ost (revet eller i skiver)
Fremgangsmåde
Bland mel og salt og rør vand i lidt efter lidt til dejen bliver jævn. Pisk olie og æg i, og lad dejen hvile i tætsluttet emballage en time i køleskab.
Steg pandekagen i olie på den ene side og vend. Ligeså snart den er vendt skal fyldet på direkte på panden. Læg et par skiver skinke og lidt ost og slå et æg ud på toppen. Lad pandekagen stege til ægget er færdigt, og luk siderne af pandekagen op omkring ægget, så kun blommen kan ses. Server med lidt frisk purløg på toppen. Voilà une galette!
Bedømmelse
(0 / 5)
0 har bedømt denne opskrift