Kopkage opskrifter
De fleste danskere har efterhånden hørt om kopkager. Det er tale om et relativt nyt kagefænomen, der via amerikanske blogs har bredt sig under navnet “mug cake”.
Kort fortalt, er der tale om en kage der fremstilles og serveres i en kop, bages i mikroovnen og kun tager cirka 5 minutter at lave – alt inklusiv.
Af samme årsager kendes den i Danmark under navnene “mikrokage”, “5-minutters-kage” og “kopkage”, hvor den sidste er den mest gængse betegnelse.
Kopkager er ikke cupcakes
En kopkage skal ikke forveksles med de mere kendte cupcakes, på trods af at navnene kan minde meget om hinanden.
Faktisk er forskellen ganske markant.
Hvor fremstilling af cupcakes er et særdeles omfattende projekt, da der både skal bages (på traditionel vis i ovnen), fremstilles frosting og pyntes, er kopkage-bagningen helt anderledes overskuelig: Fra du starter med at blande de forskellige ingredienser til du kan tage den færdigbagte kage ud af mikorovnen, bør der ikke gå meget mere end 5 minutter!
Derfor er denne kage også et oplagt valg når kagedåsen er tom, men du alligevel kl. 21 om aftenen får en pludselig trang til kage eller når du får uventede gæster.
Kopkage opskrifter
Vi har på denne hjemmeside samlet en række forskellige opskrifter på kopkager. For selvom denne kage er hurtig og let at lave er det ikke ensbetydende med den er kedelig og ensartet. Kort sagt findes der ligeså mange forskellige smagsvarianter indenfor kopkager, som der findes inden for den mere traditionelle kagebagning.
Jeg håber du bliver ligeså glad for dette kagefænomen som jeg er blevet! Du kan i hvert fald ikke bruge den altid manglende tid som undskyldning for ikke at komme i gang med at bage.
Rigtig god fornøjelse!