Salattyper

SPONSORERET| 0 kommentarer | On : 14. september 2017 | Kategori : Salat

Salattyper

Salat er ikke bare salat – i hvert fald ikke længere. Det var anderledes i min barndom i 1980’erne. Her fandtes der kun to salattyper: Iceberg og Hovedsalat (eller Kinakål, som dog ikke er en salat). Salaten blev skåret og blandet med agurk, tomat og dåsemajs, før den blev serveret med den obligatoriske Thousand Island dressing fra Knorr. Ikke just opfindsomt, men ganske velsmagende for et barn med semikræsne tendenser.

I dag er der heldigvis blevet tilføjet en masse nye salattyper i det danske køkken, mens kinakålen næsten er afgået ved døden. Nedenfor vil vi beskrive de mest almindelige salattyper, dvs. typer der kan fås i de fleste velassorterede danske supermarkeder og grønthandlere.

Babyspinat

Babyspinat er små spæde spinatblade, der er i sæson fra april til juni i Danmark. Babyspinat er rig på vitaminer, mineraler og antioxidanter. Smagen er frisk og let med en jordagtig kant, der skaber en behagelig balance.

Feldsalat

Feldsalat kaldes også vårsalat. Her er tale om en krydret og temmelig stærk salattype, der passer godt sammen med mere neutrale salater.

Hovedsalat

Denne salattype er næsten lige så populær som Iceberg. Hovedsalat har en neutral smag og er som sådan oplagt som ”fyld” i en blandet salat. Derudover er hovedsalat det sikre valg, hvis man skal servere salat for børn og kræsne gæster!

Hjertesalat

Hjertesalat er Romainesalat i en miniatureudgave. Smagen er delikat, sødlig og ganske mild. Den passer godt sammenblandet med med andre, mere bitre salattyper.

Iceberg salat

Den mest almindelige og billigste salattype i Danmark. Neutral smag.

Julesalat

Denne salat er sprød, kødfuld og en smule bitter. Prøv den sammen med frugt eller steg den sammen med lidt smør på panden. Julesalat er en spændende salat med mange anvendelsesmuligheder.

Lollo Bionda salat

Denne flotte salat har en mild, sød og mild krydret smag.

Lollo Rosso Salat

Søstersalat til Lollo Bionda. Har samme smagskarakteristika som denne, men har rød/bordeaux farvede blade. En rigtig flot salattype, der af samme grund også ofte bruges som pynt.

Romainesalat

Denne salattype har en mild og let sødlig smag. Romainesalat udgør  bl.a. fundamentet for den populære cæsarsalat.

Rucola

Rucola kaldes også arugula eller sennepskål. Rucola, der har været brugt i middelhavsområdet siden romerrigets tid, er indenfor de seneste år blevet utrolig populær i Danmark. Frisk rucola har en krydret, let bitter, nøddeagtig smag, men den kan også tilberedes i en pasta- eller kødret, hvorved bitterheden forsvinder.

 

Har vi overset en oplagt salattype? Så skriv en kommentar i feltet nedenfor og vi vil føje den til vores liste.

Del denne artikel!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *