Om fredagspandekagen

2017-11-10

Fredagspandekagen begyndte som en spontan snack en aften, hvor jeg havde en lille rest jordbær, der skulle spises, og en lille rest vaniljeis i fryseren. Det i sig selv er unægteligt en ganske delikat spise, men efter min mening bliver (næsten) alting bedre af at blive indrullet i en pandekage, så jeg piskede lynhurtigt en dej sammen og rev lidt chokolade, og i løbet af ingen tid kunne jeg servere varme pandekager med is, friske jordbær og chokolade.

Naturligvis bragte det lykke i husstanden, og da det viste sig, at det ikke var et overvældende stort projekt at bage pandekager, fordi jeg kun lavede dej af ét æg, besluttede jeg, at fredagspandekagen skulle være en tradition. Og fyldet skulle naturligvis variere fra uge til uge.

Nu bliver fredagspandekagen et fast indslag her på siden, som du kan følge med i som en blog, eller blot bruge som inspiration, hvis du selv skulle få lyst til at bage pandekager.

Jeg bruger den samme grundopskrift til alle pandekager (se herunder), og fyldet finder jeg selv på. De fleste kombinationer af fyld har jeg ikke selv prøvet på forhånd, så det vil muligvis forekomme at jeg selv kommenterer på pandekagen og foreslår alternative fyldkombinationer, efter at jeg har smagt pandekagen.

Jeg forsøger hver gang at opnå en balance mellem forskellige smage – f.eks. det søde og det friske eller syrlige – og ligeledes en balance mellem forskellige konsistenser – f.eks. blødt og knasende – da jeg mener at begge dele er vigtige at tage hensyn til for at opnå en vellykket dessert.

Grundopskrift på pandekager

Giver 5-6 pandekager på en lille pande

1,5 dl mælk
Ca. 1,3 dl mel (eller 1 dl med lidt top)
Et drys kardemomme (¼ – ½ tsk afhængig af hvor meget smag du vil have)
¼ tsk salt
½ tsk sukker
1 æg
Margarine til stegning
Hæld mælken i en skål. Tilsæt det tørre (mel og krydderier) og pisk til en jævn dej.
Tilsæt ægget og lad dejen hvile en halv time, inden du bager.

En spsk af mælken kan erstattes med øl. Det giver en dejlig duft og lidt ekstra sprødhed til pandekagerne.

Hvis det skal være ekstra lækkert kan man tilsætte lidt revet citronskal. Det giver lidt friskhed.

Sørg for at panden er godt varm, så er det lettere at få pandekagerne tynde.

Bedømmelse

(0 / 5)

0 5 0
Bedøm denne opskrift

0 har bedømt denne opskrift

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *