Norske lapper med rømme og multebærsyltetøj

2017-11-10

I anledning af min årlige skiferie til Norge er fredagspandekagen blevet til en lille norsk pandekage kaldet en lap eller en svele. Lapper minder meget om amerikanske pandekager fordi de er mindre og tykkere end almindelige pandekager, men dejen indeholder surmælk ligesom gammeldags æbleskiver.

I Norge har de et mælkeprodukt som de kalder kulturmælk der desværre ikke findes i Danmark. Det er en slags tynd tykmælk eller A-38, men jeg har valgt at erstatte det med kærnemælk ligesom i æbleskiver. Opskriften giver ca 20 små lapper.

Ingredienser

1 1⁄2 dl Sukker
3 Æg
3 dl Kærnemælk
2 tsk Natron
4 1⁄2 dl Mel

Fremgangsmåde

Rør sukker, æg og 2/3 af kærnemælken sammen til sukkeret er smeltet. Tilsæt natron og mel, og pisk dejen til den er jævn. Rør resten af kærnemælken i dejen.

Lapperne laves ved at lægge en lille portion dej på en varm pande uden at tippe panden. De skal være ca. 10-15 cm brede, så på en almindelig pande kan der steges tre-fire lapper ad gangen. Vend lappen når den er gylden på undersiden.

Rømme og multebærsyltetøj er lækkert og typisk norsk fyld, men igen er det ikke til at finde i Danmark, så der må erstatninger til. Rømme er en slags fed og flødeagtig creme fraiche og kan sagtens erstattes af almindelig creme fraiche.

Multebær er nogle gule bær som kun vokser vildt, og derfor er de meget dyre. De ser ud og smager lidt som brombær, så en brombærsyltetøj eller noget andet skovbær vil passe fint. Tyttebærsyltetøj, som er syrligt i forhold til multebærrene, er også meget populært som lappefyld i Norge, og det er somme tider til at finde herhjemme også.

Bedømmelse

(0 / 5)

0 5 0
Bedøm denne opskrift

0 har bedømt denne opskrift

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *