Lørdagskylling – et levn fra 1980’erne

SPONSORERET| 0 kommentarer | On : 14. november 2017 | Kategori : Kylling

Stedet er et parcelhus i en lille vestjysk landsby og tidspunktet er en tilfældig lørdag aften i midten af 1980’erne. Fra køkkenet breder duften af kylling og ovnbagte kartofler sig lifligt til resten af huset. Det er blevet tid til ugens kulinariske højdepunkt: Lørdagsmiddagen, der denne aften – som så mange andre aftener – består af klassisk lørdagskylling med behørigt tilbehør – typisk i form af hasselbackkartofler og blandet salat (dåsemajs, agurk, tomat og kinakål).

Hvad er en lørdagskylling?

En lørdagskylling er en kylling, som er renset, marineret og udskåret, hvorefter den er blevet pakket i en foliebakke og frosset ned. Alt hvad man skal gøre for at tilberede kyllingen er at fjerne det omgivne plastik samt paplåget og putte den i ovnen. Efter en time i ovnen ved 200° C er lørdagskyllingen klar til at blive serveret. Velbekomme!

Som studerende genoptag jeg lørdagskylling-konceptet. Fra tid til anden kunne man være heldig at finde en lørdagskylling på tilbud i det lokale supermarked til 10 kr! Så blev der købt stort ind, fryseren blev fyldt og man havde mad til mange aftener. Bekymringen gik på daværende tidspunkt i højere grad på, hvordan man kunne få SU’en til at slå til end på, hvordan i alverden det var muligt at opdrætte en kylling, så den kunne sælges i et supermarked for en tier… I dag tør jeg slet ikke tænke på, hvad den stakkels kylling har været igennem og hvor meget vand, der er blevet sprøjtet ind i den.

Lav din egen lørdagskylling

Lørdagskylling konceptet fejler sådan set ikke noget i sig selv. Det er jo ikke noget krav, at man absolut skal købe den billigste frysekylling i foliebakke. Kombinationen af marineret ovnkylling med hasselbackkartofler og årstidens grønt som tilbehør, udgør et enkelt, men alligevel velsmagende måltid. Klik på det følgende link for at gå til vores opskrift på lørdagskylling.

Del denne artikel!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *